Dansk fodbolds fankultur
Header

Hvordan definerer ministeren en hooligan?, 2008

Af Jonas Havelund

 

Udgivelse: Upubliceret

Hvordan definerer ministeren en hooligan?… Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med behandling af Lov om Sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder i foråret 2008. Den daværende Justitsminister, Lene Espersen, svarede:

I Politikens store nye nudansk ordbog (1997, 1. udgave, 2. oplag) defineres en hooligan som en tilskuer, der opfører sig voldeligt i forbindelse med en fodboldkamp. I bemærkningerne til lovforslaget anvendes begrebet hooligan i forbindelse med beskrivelsen af de tilbagevendende problemer med voldelige uroligheder i tilknytning til fodboldkampe – fænomenet hooliganisme, om man vil – som er hele baggrunden for lovforslaget. (spg. 1)

Der spilles altså umiddelbart på et sikkert kort i form af en autoritativ definition fra en af de etablerede danske ordbøger. En hooligan er ifølge denne definition en tilskuer, der opfører sig voldeligt i forbindelse med en fodboldkamp – og hooliganisme er så det begreb, der dækker over de ”(tilbagevendende problemer med) voldelige uroligheder i tilknytning til fodboldkampe”. Vold synes at være nøglebegrebet, ganske i tråd med international litteratur på området.

Nu er det næppe den internationale forskning på området, der influerer på folks opfattelse af fænomenet. Det gør derimod stærke TV-billeder – primært fra 1980’ernes England. Hooliganisme betegnes ikke uden grund ”The English disease”….

Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark

Ved at bruge ordbogen havde justitsministeren umiddelbart undgået at gå ind i de problemer som opstår, når man forsøger at indfange essensen i et vanskeligt begreb. Hvor vanskeligt det er selv for de folk som har det ind på livet i deres arbejde, nemlig politiet, er Rapport om bekæmpelsen af hooliganisme i Danmark fra 2005 et vidnesbyrd om. Rapportens forfattere skønner, at der på daværende tidspunkt var ”ca. 300-400 personer, som er kendt af politiet i forbindelse med uroskabende adfærd og optøjer i forbindelse med afvikling af fodboldkampe, og at en mindre del heraf er personer, som der politimæssigt er behov for en decideret målrettet indsats i mod” (s. 17). Begrebet ”hooliganisme” defineres dog ingensteds i rapporten trods den centrale placering i rapportens titel. Rapporten bidrager kun med tvetydige beskrivelser af fænomenet; Et sted nævnes, at der er tale om en subkultur bestående af utilpassede unge, der også i andre relationer synes at være omgivet af en særlig ”voldsaura” (s. 11). Andetsteds oplistes syv identificerede ”FCK-hooligans” sagsregister for de to forudgående år. Alle sager, som politiet har mærket med søgeordet ”hooligan”. Blandt sagerne oplistes bl.a. rudeknuseri, at have kaldt en politimand for ”en svans”, besiddelse af et kanonslag, heile overfor politiet samt misbrug af mastercard i to tilfælde for sammenlagt 42.000 kroner.

Hvor en nærmere definition af fænomenet er svær at øjne i rapporten, er der mere klarhed over rapportens eneste reelle løsningsforslag i form af en national karantæneordning, der giver politiet lov til ”landsdækkende og i en tidsbegrænset periode at udstede forbud, der udelukker bestemte personer fra lokaliteter, hvor der afvikles fodboldkampe med deltagelse af danske superligahold eller det danske fodboldlandshold”. Og det er netop i forbindelse med behandling af Lov om Sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, der inkluderer denne nationale karantæneordning, som både politikere og pressen slet og ret omtaler som ”hooliganregisteret”, at justitsministeriet bliver bedt om at definere en hooligan.

Forglemmelse eller…

Trods ministerens støtten sig op ad ordbogens definition af begrebet, holder hun sig ikke til definitionen i sine videre besvarelser. Et af spørgsmålene lyder således: ”Hvor mange tilfælde af hooliganisme i Danmark er foregået inden for en radius af 500 meter fra stadion, og hvor mange er foregået uden for den radius?”. Henvisningen til de 500 meter er denne analyse uvedkommende (det er den radius en person med national karantæne skal holdes sig fra stadion). Men skal spørgsmål forstås i tråd med ministerens egen definition, skal det velsagtens forstås som: ”Hvor mange tilfælde af voldelige uroligheder i tilknytning til fodboldkampe i Danmark er foregået inden for en radius af 500 meter…”. Men ministeren underminerer med svaret sin egen fremsatte definition, idet hun referer til et svar fra Rigspolitiet (som hun havde videresendt spørgsmålet til):

”Rigspolitiets nationale fodbolddatabase indeholder ikke oplysninger, der muliggør en præcis besvarelse af det stillede spørgsmål. Fra turneringsstart 2007 er der i den nationale fodbolddatabase foretaget følgende differentiering af opdateringen af anholdte i forbindelse med fodboldkampe:

    • Anholdelse foretaget på eller i umiddelbar tilknytning til stadion
    • Anholdelse væk fra stadion
    • Anholdelsessted ikke oplyst

Der er i 2007 foretaget 427 anholdelser i forbindelse med Superligakampe, og heraf er 158 foretaget på eller i umiddelbar tilknytning til stadion, 203 anholdelser er foretaget væk fra stadion, og i 66 tilfælde er anholdelsesstedet ikke oplyst.”

Svaret er på sin vis ikke usandt, idet tallene hentet fra Rigspolitiets nationale fodbolddatabase givetvis er korrekt gengivet. Men ministerens svar baseres ikke på den definition af hooliganisme, som hun selv har taget i anvendelse i forbindelse med indgangsspørgsmålet: ”Hvordan definerer ministeren en hooligan?”. Såfremt denne forglemmelse eller misforståelse er bevidst fra ministerens side, ville ministerens svar kunne kategoriseres som ”bullshit” i henhold til Harry G. Frankfurts beskrivelser i bogen On bullshit. Der kan ifølge Frankfurt være forskelle grunde til, at man går ”bullshittens” vej frem for løgnens eller sandhedens. Løgnens vej er selvsagt farlig, idet den kan afsløres og så tvivl om personens troværdighed. Sandhedens vej kan være problematisk, såfremt sandheden ikke vil virke befordrende for den agenda, som man forsøger at overbevise andre om. Ved at gå ”bullshittens” vej viger man udenom spørgsmålet ved at svare på en måde, så man hverken lyver eller taler sandt. Men man svarer heller ikke direkte på spørgsmålet. Såfremt ministeren havde svaret på spørgsmålet i tråd med egen fremførte definition af hooliganisme og holdt sig til voldssigtede, ville svaret på spørgsmålet med udgangspunkt i Rigspolitiets nationale fodbolddatabase for 2007, baseret på 198 kampe, have været et sted mellem 13, hvis man alene ser på voldssigtede, og 24, hvis man inkluderer sigtede i henhold til straffelovens paragraf 119, som omhandler vold og trusler om vold mod tjenestemænd i funktion.

Bagvendt definition

Så tæt på mål i forhold til at få vedtaget en effektiv, men også retssikkerhedsmæssigt problematisk, lov, tjente det naturligvis ikke justitsministerens agenda at komplicere sagen med talmateriale, der kunne sætte spørgsmålstegn ved problemets omfang og karakter.

Ministerens undladelse af brug af egen definition af begrebet har resulteret i en noget bagvendt måde at definere et begreb på. Vi er nemlig havnet i den situation, at de personer, som havner i det såkaldte ”hooliganregister” kommer til at definere, hvad der menes med begrebet i politikkens Danmark. Det billede er dog ikke klart endnu, idet der pt., to år efter dets indførelse, kun er 12 personer oplistet i ”hooliganregisteret”. Det peger til gengæld på et ikke uvæsentligt problem i forhold til politiets bekæmpelse af ”hooliganisme” i Danmark. Et problem som allerede var identificerbart i 2007, såfremt man havde sammenlignet politiets skøn på 300-400 personer fra 2005 med de 13/24 sigtede personer i 2007, idet politiet har et markant dokumentationsproblem på området. Der findes nemlig danske fodboldfans med hang til aftalte slagsmål og voldelige sammenstød – oftest med ligesindede men til tider også med udenforstående. Men politiet har kun i ringe grad held til at dokumentere de voldelige episoder og endnu ringere grad ressourcerne til at forfølger sagerne ved domstolene. Men inddragelse af den problematik ville ikke være andet end støj på linjen for ministeren.